I denne udstilling kan du tage på en slæderejse fra Rusland over Canada til Nord- Øst og Vestgrønland. Hundeslæderne er alle blevet bygget på Arctic Nomads eventet i Sisimiut i 2016. 18 slædebyggere fra 8 forskellige områder deltog i eventet. Nogle slæder er små og andre er store. Forskellene afspejler de jagt- og naturforhold, som har formet slædernes udseende gennem tiden.
Hundeslæden er en gammel teknologi, som har været afgørende for inuits overlevelse. Men allerede inden man begyndte at have slæder havde man hunde. Den ældste grønlandske hundekæbe er fundet lige syd for Sisimiut på øen Nipisat, hvor det nu uddøde Saqqaq folk boede indtil ca. år 800 fvt. Nipisat kæben kan ses her på museet i det gule hus.
Hundeslædekulturen er i disse år under pres fra nye teknologier så som snescooteren og derfor er gammel viden ved at gå tabt og antallet af hunde falder. Slæderne er fysiske vidnesbyrd om en hundeslædekultur, hvor mennesket har tilpasset sig naturen og dyrene og overlevet ved hjælp af avanceret teknologi.
Denne udstilling er en forløber for en større udstilling, som er en del af QIMMEQ, et stort internationalt forsknings og formidlingsprojekt om den grønlandske slædehund.
I den gamle butik kan du finde en særudstilling om den isbjørn, som blev skudt i Sisimiut i 2014. ”ISBJØRN ISBJØRN, der er set en isbjørn tæt ved lufthavnen!” Sådan lød rygtet en forårsdag for to år siden. Vejen mod lufthavnen blev snart fyldt med biler og folk, som var stimlet sammen, for at få et glimt af den sjældne gæst. En isbjørn i Sisimiut – det sker ikke så tit. Havet omkring Sisimiut fryser sjældent til is og bjørnene har brug for havisen til at jage sæler fra. Isbjørne i Grønland findes derfor primært i Nord- og Østgrønland, men hvert år forvilder enkelte bjørne sig andre steder hen. I udstillingen kan du se kraniet fra isbjørnen. Se filmen, med fangeren Gustav Berthelsens levende beretning, om hvordan det var at skyde bjørnen. Desuden kan du i udstillingen læse om alt fra isbjørnen som materiale til isbjørnen i den traditionelle grønlandske religion.