Sommerudstillingen på museet i 2017 er med historiske fotografier taget af den amerianske kunstner Rockwell Kent. Kent tilbagte tid i Grønland i 1930'erne, hvor han blandt andet var i Sisimiut. Kent blev meget optaget af Grønland og rejste senere rundt i USA og holdt foredrag og viste sine fotografier. På det tidspunkt var Grønland lukket land for de fleste, og moderniseringen var kun i sin spæde start.
For at sammenligne dengang og nu, har idemanden bag projektet om Rockwell Kent, den amerikanske professor Denis Defibaugh, besøgt de samme steder som Kent. Selvom Kent og Defibaughs fotografier adskiller sig i tid, så viser de begge Grønland set med et blik udefra. På udstillingen viser vi også Grønland set med et blik indefra. Byens helt unge har på en fotoworkshop i 2016 sammen med Defibaugh skabt billeder, som viser andre sider af Sisimiut end dem udefrakommende ser.
Udstillingen er et samarbejde mellem Defibaugh, Sisimiut Museum og Ilisimatusarfik og udspringer af et større forksningsprojekt, som USA’s National Science Foundations Arctic Social Science Program støtter.
Projektet, med titlen: Rockwell Kent and Early 1930's Greenland: A Comparative View of Environmental, Social and Cultural Change in Contemporary Greenland, er et samarbejde mellem et internationalt forskningsteam med 2 medlemmer fra Ilisimatusarfik, Jette Rygaard og Axel Jeremiassen, og 2 fra USA, Denis Defibaugh fra Rochester Institute of Technology and Susan Vanek fra Binghamton University. I forbindelse med det overordnede projekt har forskerne også besøgt Uummannaq, Nuuk og Illorsuit.
I denne udstilling kan du tage på en slæderejse fra Rusland over Canada til Nord- Øst og Vestgrønland. Hundeslæderne er alle blevet bygget på Arctic Nomads eventet i Sisimiut i 2016. 18 slædebyggere fra 8 forskellige områder deltog i eventet. Nogle slæder er små og andre er store. Forskellene afspejler de jagt- og naturforhold, som har formet slædernes udseende gennem tiden.
Hundeslæden er en gammel teknologi, som har været afgørende for inuits overlevelse. Men allerede inden man begyndte at have slæder havde man hunde. Den ældste grønlandske hundekæbe er fundet lige syd for Sisimiut på øen Nipisat, hvor det nu uddøde Saqqaq folk boede indtil ca. år 800 fvt. Nipisat kæben kan ses her på museet i det gule hus.
Hundeslædekulturen er i disse år under pres fra nye teknologier så som snescooteren og derfor er gammel viden ved at gå tabt og antallet af hunde falder. Slæderne er fysiske vidnesbyrd om en hundeslædekultur, hvor mennesket har tilpasset sig naturen og dyrene og overlevet ved hjælp af avanceret teknologi.
Denne udstilling er en forløber for en større udstilling, som er en del af QIMMEQ, et stort internationalt forsknings og formidlingsprojekt om den grønlandske slædehund.