Gammelhuset (B-32) kan føres tilbage til Sisimiuts grundlæggelse på øen Ukiivik (Sydbay) i 1756. I 1764 blev bygningen sammen med resten af kolonien flyttet til sin nuværende placering.
Gammelhuset er i dag Sisimiuts ældste bygning. Huset, der oprindeligt var et stokværkshus, er kommet til Grønland fra Bergensområdet i Norge. Siden er det blevet omgivet med stenmure og har fået en tilbygning af sten mod nordvest.
Her boede i midten af 1700-tallet købmand og kolonibestyrer Niels Egede (søn af missionær Hans Egede). Bygningen har senere tjent som både politistation, bageri og posthus indtil etableringen af Sisimiut Museum i midten af 1980'erne.
I den forbindelse undergik bygningen en større indvendig restaurering. I dag huser bygningen dele af museets permanente udstilling.